garant-millionen
Museumsinspektør: De frivillige bidrager til vores forståelse af fortiden
I Danmark har vi en stærk tradition for, at historie- og arkæologiinteresserede frivillige hjælper de professionelle i arbejdet med at forstå vores fælles fortid.
Når frivillige i gummistøvler bevæbnet med metaldetektorer trawler kvadratmeter efter kvadratmeter af en mark igennem for spor efter fortiden, kan det være til gavn for os alle. Det fortæller museumsinspektør Peter Pentz fra Nationalmuseet.
- De bidrager til vores fælles forståelse af fortiden. Deres arbejde har rykket en del ved vores forståelse af ikke mindst jernalder og vikingetid, siger han.
Han arbejder til dagligt med Danmarks oldtid – især vikingetiden – og her kan frivillige detektorfolk hjælpe med at finde metalgenstande, der ellers måske ikke havde set dagens lys.
20.000 genstande om året
Det frivillige engagement udfordrer dog også Peter Pentz og kollegerne. Hvert år bliver der indsendt op mod 20.000 genstande, som de skal vurdere. Der kan derfor være lang ventetid på at få et fund vurderet og udbetalt eventuel danefædusør, hvis genstanden har historisk værdi.
- Men det er jo mere et problem, der ligger her, end det ligger ude i landet. Vi har ikke helt ressourcer nok til det. Men vi knuselsker selvfølgelig de mange amatørarkæologer og detektorfolk, siger han.
Peter Pentz peger på, at de frivillige historie- og arkæologiinteresserede er med til at holde historien i live og udbrede den til endnu flere.
- I Danmark har vi en meget stærk tradition for, at der ikke er et særligt stort skel mellem fagarkæologien og amatørarkæologien. Det har udmøntet sig i nogle meget stærke populærvidenskabelige tidsskrifter og gode, brede udstillinger på museerne, siger han og tilføjer:
- Det betyder, at vi kommer tættere på befolkningen.
Vi kan lære af fortiden i dag
Men hvorfor er det overhovedet vigtigt, at vi interesserer os for vores fortid og bevarer den?
- Vi kan jo alle godt se, at det, der sker nu, har betydning for fremtiden. Det gælder på samme måde den anden vej: Det, der skete i fortiden, har stor betydning i dag, siger han.
Peter Pentz mener, at der kan være konkret viden at hente i fortiden, som vi stadig kan bruge – også fra oldtiden.
- Historien kan ikke bruges én til én, den skal omsættes og tolkes. De havde nogle helt andre forudsætninger i oldtiden, men ja, jeg mener godt, vi kan lære noget, siger han.
Netop nu har fællesskaber, der er med til at holde historien i live, mulighed for at modtage støtte fra Garant-millionen. Garanter i Sparekassen Kronjylland kan indstille projekter til støtte under temaet ’Vores fælles fortællinger’.

Garant-millionen
I Sparekassen Kronjylland har vi oprettet Garant-millionen, hvor vi sammen med vores garanter uddeler en million om året fordelt over tre gange. Hver uddeling har et bestemt tema, som vi mener, er værd at sætte fokus på og støtte, og det er vores garanter, der kan indstille en forening eller organisation til en donation.
