Erhvervskundechef Ulrik Hansen fra Sparekassen Kronjylland i Slagelse overrækker en donation til Næstelsø-Mogenstrup Menighedsråd til deres 'Fortællinger fra kirkegården'-projekt.

Garant-Millionen

En gåtur på kirkegården er blevet til en rejse ind i lokalhistorien

Med QR-koder og professionelt indtalte historier fortælles nu historien om de mennesker, der hviler på Mogenstrup Kirkegård – og dermed hele områdets historie. Projektet har fået en håndsrækning på 30.000 kroner fra Garant-millionen.

Borgmesteren, der udbyggede byen. Områdets berømte OL-rytter. Den blot 10-årige pige, der døde af kræft. 

Det er nogle af de 30 fortællinger, man nu kan dykke ned i på Mogenstrup Kirkegård ved at scanne QR-koderne på de nye skilte. Som besøgende kan man både læse og høre historierne, der alle er professionelt indtalt.

-  Det er en måde ikke blot at fortælle historien om den enkelte, men også historien om hele området, siger Pernille Roug, formand for Næstelsø-Mogenstrup Menighedsråd og initiativtager bag projektet.

Projektet ”Livshistorier fra Kirkegårdene” har modtaget 30.000 kr. i støtte fra Sparekassen Kronjyllands Garant-millionen.

Lokalhistorie for alle

Pernille Roug håber, at både almindelige besøgende og skolebørn – herunder konfirmander – vil bruge fortællingerne og blive klogere på byen og området. 

De 30 historier er meget forskellige og bevidst valgt med bredde for øje. Ved siden af lokale politikere, kunstnere og sportsfolk finder man for eksempel også historien om Nanna Birkved, en udviklingshæmmet kvinde fra området, og Rikke Petersen, en blot 10-årig pige, der døde pludselig og uventet af kræft.

- Vi vil fortælle, at samfundet består af mange typer. Nogle har haft betydning for områdets udvikling, mens andre har betydet rigtig meget for deres familie og omgangskreds, siger Pernille Roug.

Et kapel vågner til live igen

En del af donationen fra Sparekassen Kronjylland er gået til at istandsætte kirkegårdens kapel, der i mange år mest fungerede som opbevaringsplads for gravernes redskaber.

- Det var synd for den flotte bygning. Nu er redskaberne flyttet, kapellet er malet, og vi har sat møbler og en kaffemaskine op. Så kan man sætte sig med en kop kaffe og lytte til historier om eksempelvis familien Grabas, der kom til området fra Polen som roedyrkere, siger Pernille Roug.

Projektet blev indviet søndag den 13. september i forbindelse med gudstjenesten, og Ulrik Hansen, erhvervskundechef i Sparekassen Kronjylland i Slagelse, var til stede.

- Det er imponerende at se, hvordan lokale ildsjæle har taget sig tid til at grave historierne frem og gøre dem tilgængelige for alle, siger han.

Donationen fra Sparekassen er givet under temaet "Vores fælles fortællinger” – et tema, som projektet i Mogenstrup indrammer perfekt.

- Det styrker det lokale fællesskab og sammenhængskraften, når vi er bevidste om, at vi har en fælles historie, og vi kender fortællingerne om dem, der kom før os. Det er vi glade for at bidrage til, siger Ulrik Hansen.

Du kan læse livshistorierne fra Mogenstrup kirkegård her.